Glud Museum
 

Historie

Museet i dag

Glud Museum er i dag et statsanerkendt kulturhistorisk museum, der har Hedensted Kommune som sit geografiske arbejdsområde. Museet er et frilandsmuseum med 14 historiske bygninger fra Østjylland. De godt 12.000 gæster, der årligt besøger museet, kommer hovedsagligt i sommerperioden, hvor museets halvt hundrede frivillige viser håndværk og husflid i de arbejdende værksteder.

Idag ejes museet af Museumsforeningen Glud Museum, der har godt 400 betalende medlemmer.

Museet har 11 ansatte, heraf 3 faguddannede historikere.

Søren Knudsen Glud Museums grundlægger

Museet blev etableret d. 5. maj 1912, hvor malermester Søren Knudsen indvidede stuehuset til Rasmus Thomesøns gård fra 1662 som landsbymuseum. De følgende år blev der flyttet flere historiske bygninger til museet, alle fra området på Juelsmindehalvøen.Da Rasmus Thomesøns gård skulle rives ned i 1911, startede Søren Knudsen en kampagne for at redde stuehuset, som kun var ændret lidt siden opførelsen i 1662. Det lykkedes at indsamle 700 kr., og på den baggrund påbegyndte Søren Knudsen flytningen til museumsgrunden ved siden af hans eget hus. I de næste årtier fortsatte han indsamlingen af genstande og bygninger fra Bjerre Herred. Han var respekteret blandt kolleger og arbejdede sammen med Nationalmuseet om opmåling af landbygninger. Søren Knudsen var en god tegner, der har lavet over 1.000 tegninger, især med motiver fra Bjerre Herred.
Søren Knudsen boede selv i huset "Hildesheim", som han opførte i 1906.
På gavlen mod landevejen opsatte han senere en ’Lallekonge’. Han havde set figuren i Basel, hvor den sad på en byport og spottede fjender, der troede, de kunne indtage byen. Søren Knudsen var en mand med stærke meninger, hvilket bragte ham i konflikt med mange personer og myndigheder. Han var afholdsmand og vegetar og skyede også mælkeprodukter, kaffe og tobak.

Ny bog om Søren Knudsen på vej

I anledning af museets 100-årige jubilæum d. 5. maj 2012 er vi i gang med at skrive en bog om stedets grundlæggelse og tidlige år med fokus på Søren Knudsen og hans arbejde med museet. Fra 1911 til 1955 nedtog, flyttede, genopførte og indrettede han otte ud af museets fjorten bygninger. Han havde nogle økonomiske støtter og håndværkere til at hjælpe med det praktiske arbejde, men en stor del af det stod han selv for. Knudsen var en ildsjæl, idealist og provokatør, som mange ikke brød sig om, men han formåede alligevel at skaffe sig venner og støtter, der solgte eller forærede ham deres gamle bygninger. Efterhånden fik Knudsen samlet to gårdstuehuse, to smedjer, en tærskelo, et fiskerhus, en enkebolig, et spændhus og dele af nogle udlænger i Glud. Ingen af bygningerne er dog blevet genopført i deres fulde størrelse, og Knudsen byggede selv spændhuset. Derudover ved vi meget lidt om Knudsen som museumsmand på trods af, at flertallet af bygningerne og dele af inventaret således stammer fra hans tid.
Vi er derfor interesserede i at få svar på spørgsmål såsom: Hvorfor grundlagde han et landsbymuseum? På hvilken måde ønskede han at fortælle historien om livet på landet i Bjerre Herred, og hvordan kan man se den valgte fortælleform på og i hans bygninger?
Det er tanken, at denne bog både kan gøre museet klogere på sin egen historie og samtidig bidrage til historien om de danske frilandsmuseers tidlige historie.

Søren Knudsen foran Amalienborg


Hildesheim
Hildesheim


Rasmus Thomesøns
Rasmus Thomesøns gård

 

Søren Knudsen
Søren Knudsen

Glud Museum, Museumsvej 44, Glud, 7130 Juelsminde Tlf. 7568 3082 E-mail: post@gludmuseum.dk
"Deutsch" "English" "Dansk"