![]() |
|||||||
BadensmindeDette stuehus er opført så solidt og smukt, at det søger sin lige over hele Danmarks rige" skrev Glud Museums grundlægger Søren Knudsen på sin grundtegning af Badensminde. Han opmålte gården i 1928 og indsendte sit materiale til Nationalmuseet. Søren Knudsen opmålte mange gårde i Bjerre Herred, men Badensminde var blomsten blandt dem. Den er opført i 1811 af fæstebonde Hans Sørensen og hans ’dydsiirede’ hustru Anne Katrine von Baden. Gården lå i Øster Bisholt 2 km. vest for Glud . I begyndelsen af 1980erne syntes de daværende ejere, at det gamle hus var blevet for upraktisk, og de ville have sig en moderne bolig. Den gamle gård blev tilbudt Glud Museum, som skilte bindingsværket ad og flyttede det til den nuværende plads. Arbejdet var afsluttet i 1991. Nu står den som museets største klenodie og et værdigt minde over en fremsynet landmand fra de store reformers tid. Søren Knudsen var ikke den første, der havde øje for gårdens storhed. Allerede i 1833 skrev herredsfoged J. P. With til Det kongelige danske Landhusholdnings-selskab. Brevet var en ‘præmieæskning’, hvori With foreslog, at Hans Sørensen fik tildelt en af selskabets præmier for sin indsats: "Han har i en række af år troligen arbejdet på sin gårds forbedring: Først har han fra grunden af på egen bekostning opbygt hele gården af godt egetømmer og brændte sten. Dernæst har han anlagt en pæn have og opført et fortræffeligt stengærde om haven, hele gården og en liden toft. Så har han begyndt at indhegne sin mark med levende gærder, men formoder, han ikke bliver færdig." Herredsfogden fremhæver i sit brev, at Hans Sørensens indsats er ganske uegennyttig, fordi han er fæstebonde under Jensgård gods. Det eneste han og hans familie får ud af hans arbejde er, at sønnen kommer til at betale en højere indfæstning og landgilde, hvis han engang vil overtage fæstet. Det er velbegrundet, at Hans Sørensen i indskriften over hoveddøren gør opmærksom på, at han har ‘opbygt og bekostet’ gården. I 1842 gik herredsfogdens profeti i opfyldelse, da Søren Hansen tiltrådte fæstet efter faderens død. Han måtte betale den dobbelte landgilde, nemlig 40 rigsdaler årligt. Søren Hansen køber gården til selveje fra Boller i 1857. I 1884 får sønnen Andreas Peder Baden Sørensen skøde på gården. Hans datter blev gift med Rasmus Stougaard Jørgensen og de overtager gården 1917. I næste generation er det igen en datter, der sammen med hendes mand Christian Sørensen fra Østrup overtager gården 1936. De sælger i 1970erne og flytter til Glud. |
|
||||||
Glud Museum, Museumsvej 44, Glud, 7130 Juelsminde Tlf. 7568 3082 E-mail: post@gludmuseum.dk |
|||||||